Elcyklen er på vej frem. Efter en lille pause er her lidt nyt på pedalklubben.

 

I år er det 10 år siden min kone og jeg afskaffede bilen og anskaffede 2 elcykler. Vi har brugt cyklerne som transportmiddel siden da. Jeg har tidligere omtalt, hvordan vi har brugt dem til og fra arbejde året rundt, og hvordan det for os har været gavnligt for helbredet. Det var derfor med glæde, at jeg onsdag den 19.juni i Jyllandsposten kunne læse følgende overskrift: 

   “Samfundet har en gevinst på 3,55 kr. for hver ekstra kilometer, vi cykler”. 

Indtægten skyldes bl.a. et betydeligt mindre sygefravær. 

Eksemplet i artiklen omhandler bl.a. en der cykler på elcykel.  

Cyklismen er åbenbart i fokus i øjeblikket, for i Berlingske stod samme dag, at København skal investere 3,4 mia kroner i cyklisme for at nå klimamål for udledning af CO2. 

Men ikke nok med det. Ser vi på nabolandet Sverige, så har de taget aktion. De er fra sidste efterår begyndt at give 25 % statstilskud, når man køber en elcykel.  

Så måske er elcyklen ved at blive accepteret, som et sundt transportmiddel – og ikke kun som et hjælpemiddel for ældre gangbesværede mennesker.

Jeg glæder mig over udviklingen indenfor anvendt cyklisme. Samtidig er jeg lidt skuffet over prioriteringen af togdriften i Danmark. Vi har fra her i foråret fået forøget vores rejsetid til København med næsten en time. Så vores idé om at kombinere cykel og offentlig transport har sine udfordringer. 

Facebook-kommentarer