Som helårscyklist må man også lægge vægt på vinterpåklædningen.
Selv har jeg eksempelvis 4 forskellige sæt handsker, som bruges alt efter vejret. Alle handskerne tåler vand, og de er velegnede ved forskellige temperaturer.
- Handsker med halve fingre.
- Handsker med hele fingre og uden foer.
- Handsker med hele fingre samt foer.
- Velpolstrede luffer. Det er egentlig skiluffer og jeg kan bruge dem ned til ca. 10 graders frost og lidt blæst.
Som hovedbeklædning har jeg to forskellige huer til under cykelhjelmen: en almindelig hjelmhue og en fullface hjelmhue. De bruges selvfølgelig også alt efter vejret.
Min påklædning består ellers af et par overtræksbukser samt en skaljakke. Afhængig af vejret øges påklædningen under denne vind- og vandtætte skal.
Mine nuværende overtræksbukser, som nogle kalder regnbukser, er smarte på den måde, at der er lynlås hele vejen ned i begge sider og tryklås ved anklen. Det gør at bukserne er lette at få af og på selv med fodtøj på. Det har en særlig betydning, når de anvendes som regnbukser og først tages på undervejs, når det begynder at regne. Hurtigt og let uden at miste balancen. Bukserne fungere meget tilfredsstillende. De er af mærket “Patagonia”. Min kone har haft et par overtræksbukser, der godt nok havde lynlås i siden, men hvor lukningen ved anklen var meget uhensigtsmæssig.
Min skaljakke er egentlig en norsk klatrejakke. Den er kraftig rød, hvilket giver synlighed i trafikken. Den har særlig lange ærmer, der beskytter godt mod vejret og dens hætte er så stor, at cykelhjelmen kan være indeni. Det er praktisk, når regnen står ned i “stænger”. Den er forlænget på ryggen. Det var jeg lidt betænkelig ved inden køb. Ville den eventuelt hænge fast i sadlen ? Det gør den ikke. Jakken fungere meget tilfredsstillende. Den er af mærket “Norrøna” med betegenelsen “trollveggen”.
For nylig fik jeg af familien yderligere en skaljakke. Det er en vind og vandtæt jakke, der er reflekternede over det hele. Dens reflekterende egenskaber er meget imponerende og jeg er ved at prøve den af. Den skal nok i dagtimerne suppleres med en pangfarvet vest af hensyn til synligheden i dagslys. Den er af mærket “Proviz” med betegnelsen “reflect 360”.
Mit vinterfodtøj er hovedsagelig et par gummistøvler, et par vandrestøvler eller et par vandresko, der alle tåler vand.