Lørdag den 28. maj bemærkede jeg et hul i asfalten på cykelstien langs hovedlandevej 452. Når man kom cyklende, så det ikke umiddelbart så voldsomt ud. Da jeg passerede hullet, syntes jeg imidlertid, at det så lidt specielt ud, så jeg stoppede og gik tilbage for at studere det nærmere.
En del sand under asfalten var væk, og en del af asfalten var faldet ned i hullet. Asfalten var noget undermineret rundt langs kanten. Det var et potentielt farligt hul, så jeg tog nogle billeder og sendte dem på mail til vejdirektoratet, da Vejdirektoratet er den ansvarlige myndighed for hovedlandeveje.
Om mandagen bekræftede vejdirektoratet, at de have modtaget min mail, og om tirsdagen fik jeg så en mail om, at hullet nu var lappet. Det var en hurtig reaktion og godt med tilbagemeldingen.
Om onsdagen kunne jeg imidlertid om eftermiddagen desværre konstatere, at hullet var meget mangelfuldt lappet. Der var allerede huller i den nye asfalt, og et nærmere eftersyn viste, at der ikke var fyldt op under kanterne på den gamle asfalt, så stedet var fortsat undermineret.
Jeg sendte derfor en ny mail med billeder til Vejdirektoratet. Jeg fik en meget hurtig tilbagemelding om, at der ville blive taget fat i vejtilsynet. Fredag formiddag fik jeg en tilbagemelding fra Vejdirektaoratet om, at der nu var kommet mere asfalt i hullet, og at årsagen til den mangelfulde lapning var, at vejtilsynet ikke havde mere asfalt med den første dag !
Jeg har tidligere på samme strækning nogle få hundrede meter længere mod vest set et tilsvarende undermineret hul i cykelstien.
Se evt. mere om Vejdirektoratet på http://www.vejdirektoratet.dk